FLOWER PRINT

MIT FØRSTE ÅR PÅ STUDIET

Studiestart er lige om hjørnet, og for mange, er det også starten på et helt nyt kapitel. Flere af jer, har formentlig søgt ind på nye uddannelser, og netop fået svar på, hvilket studie I er blevet optaget på. På sin vis har man fået afgjort skæbnen for den nærmeste fremtid, og det er en helt vildt spændende, men også nervepirrende tid, hvor en masse tanker og forventninger er på spil. Jeg tænkte derfor, at dele lidt af de tanker jeg selv sad med, da jeg for et års tid siden befandt mig i selvsamme situation, og var optaget på mit nuværende studie. Egentlig, var det slet ikke mit ønskede studie, jeg kom ind på. Jeg har ikke nævnt det før, da jeg ikke helt har vidst, hvordan jeg skulle få det flettet ind, men jeg kom altså “kun” ind på min 2. prioritet, og var selvfølgelig rigtig ærgerlig og bitter over, ikke at være optaget på mit drømmestudie. Jeg overvejede at takke nej til det studie, jeg var blevet optaget på, for igen at prøve lykken med min første prioritet igen næste år. Endnu et sabbatår var bare ikke særlig tiltalende for mig, og jeg valgte derfor at give den anden uddannelse en chance, og forsøge at gå ind til det med et åbent sind. Dagene optil havde jeg dog ikke den bedste mavefornemmelse, men det hjalp at minde mig selv om, at situationen ikke var værre, end jeg kunne droppe ud, hvis tingene nu skulle gå helt skævt.

Så første dag kom, og her fandt jeg hurtigt ud af, at begge studier beskæftiger sig med mange af de samme områder. Forskellen var egentlig ikke så stor, som jeg havde bildt mig selv ind. Begge har design, kommunikation og markedsføring på skemaet, hvilket akkurat er dét, jeg interesserer mig for, så det var selvfølgelig en positiv overraskelse fra start. De næste dage gik ud på at få bedre kendskab til studiet og hinanden, og her kan jeg kun anbefale, at deltage i, hvad der findes af fredagscafeér, fester og rusture (hvilket vi desværre ikke havde), da det er det, som knytter bånd. I gymnasiet havde jeg allerede fundet min venindekreds i løbet af de første par dage, men her opdagede jeg hurtigt, at det krævede lidt mere tålmodighed. På gymnasiet er folks “baggrund” noget mere ens, men jeg fandt hurtigt min plads, og i dag er jeg kun taknemlig for, at jeg valgte at give første uge en oprigtig chance. Hver dag er bogstavelig talt fløjet afsted siden og gået over al forventning. Jeg har ikke lært så meget på et år i hverken folkeskolen eller gymnasiet, og har udviklet så mange nye færdigheder på baggrund af vores praktiske arbejde i timerne. Hver dag føler jeg, at jeg kommer hjem med ny, brugbar viden, og den følelse har jeg umiddelbart ikke haft, når vi har afsluttet 5. modul på gymnasiet med oldtidskundskab 😉 Det sociale miljø skal der heller ikke vove nogen tvivl om, at jeg trives i, og generelt tror jeg, at jeg er havnet i en meget social klasse i forhold til andre videregående uddannelser. I hvert fald er vi gode til at finde på sociale ting efter skoletid, og det er ikke kun med til at øge fællesskabet, men også motivationen for at fortsætte på studiet.

Så ja, et lille tilbageblik på mit første år tilbage på skolebænken, men hvor det bare føles meget længere end et enkelt år. Det er ikke ofte, jeg kaster mig ud i personlige indlæg, men jeg håber selvfølgelig, det kan være til gavn for jer derude. Hvis nogle af jer befinder sig i samme situation som mig, og umiddelbart er kommet ind på et studie, der ikke er jeres drømmestudie, så kan det være en god idé at give det en fair chance. Jeg tror på, det har været “held i uheld” for mig, og i og med, jeg efterfølgende har hørt et par dårlige ting, om hvad der ellers var mit drømmestudie, forstærker det kun min lille teori. Selvfølgelig kan jeg ikke gøre mig klog på noget, jeg ikke har personligt kendskab til, men jeg kan ikke forestille mig at være havnet et bedre sted, end hvor jeg befinder nu.

Lad mig endelig høre fra jer! Er nogle af jer optaget på nye studier? Eller kan andre studerende nikke genkendende til min historie?

2 kommentarer

  • Jeg er kommet ind på første priotet. Så jeg skal læse erhvervsøkonomi HA almen og jeg glæder mig som en lille barn til jul 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie Stenfeldt

      Ej hvor lyder det spændende! Stort tillykke!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

FLOWER PRINT